Det er ikke kun i Danmark, at vi håber på dansk VM-succes. Danmark er nemlig det land, som flest svenskere holder med. Hver femte svensker hepper på Danmark, når VM skydes i gang på fredag. Men selvom mange svenskere tænder tv’et, når Jon Dahl & Co løber på banen i Sydafrika, mener de alligevel, at Argentina er favorit til at vinde VM-pokalen. Det viser en ny undersøgelse, som Canal Digital står bag.
Når Danmark løber på banen den 14. juni i deres første VM-kamp mod Holland, vil det ikke kun være danske fans, der hepper på de rød-hvide fodbolddrenge. Mere end hver femte svensker – 21 pct. – holder med Danmark, og specielt i Sydsverige er der stor opbakning. Faktisk holder mere end hver tredje sydsvensker – hele 37 pct. – med de danske fodbolddrenge. Det viser en undersøgelse, som Canal Digital har gennemført i Sverige.
"Måske husker svenskerne den juni-aften i ’92, hvor Danmark overraskede alt og alle og vandt EM. I hvert fald er det dejligt med opbakningen fra hinsidan, særligt når nu Danmark kraftigt medvirkede til, at svenskerne ikke kommer til VM denne gang," siger Catja Middelboe Andersen, der er kommunikationsdirektør hos Canal Digital.
Opbakningen til Danmark overgår blandt andet svenskernes forhåbninger til lande som Nigeria, hvor den tidligere svenske landstræner Lars Lagerbeck i dag slår sine folder og Elfensbenskysten, der har Sven Göran Eriksson ved roret.
Men selvom svenskerne altså hepper på Danmark, tror næsten hver sjette svensker, at det bliver Argentina, der vinder VM-titlen i Sydafrika. Ifølge svenskerne ligger også Spanien og Brasilien lunt i svinget til at vinde VM i 2010.
VM fra sofaen
Ikke overraskende vil de fleste svenskere følge VM-slutrunden fra sofaen fremfor tribunerne på de sydafrikanske stadions. Næsten ni ud af ti svenskere skal således følge VM hjemme i dagligstuen. Har du heller ikke mulighed for at følge VM live i Sydafrika, er det til gengæld første gang, at rigtig mange danskere har mulighed for at vælge den næstbedste løsning – nemlig at følge det danske landshold i knivskarp HD-kvalitet. Med særlige HD-kanaler fra både TV 2 og Canal 9 samt DR HD har alle Canal Digitals kunder adgang til den højeste opløsning på fladskærmen, når sommerens største sportsbegivenhed skydes i gang.
"Fodbold er specielt velegnet til HD-formatet, da intensiteten på fodboldbanen og stemningen fra tilskuerne virkelig kommer til sin ret med den høje HD-billedopløsning. Desuden vil seerne ikke bare opleve et krystalklart billede, men også have mulighed for lyd i Dolby 5.1, som vil give den perfekte VM-oplevelse hjemme i sofaen – og så vil det næsten føles som at være der selv," siger Catja Middelboe Andersen.
For mere information kontakt:
Catja Middelboe Andersen, kommunikationsdirektør hos Canal Digital.
Mobil: 22 43 42 33, E-mail: Catja.Middelboe.Andersen@canaldigital.dk