Se Raised by Wolves på TNT med Canal Digital
© 2020 Warner Media LLC. All Rights Reserved.

Opdateret: 23-10-2020

Et kig bag om serien Raised by Wolves

I en fjern galakse lander et fartøj bemandet med to androider på planeten Kepler-22b. Med sig har de 12 fostre, som en dag skal vokse op og blive fundamentet for den nye, ateistiske civilisation på planeten, efter en voldsom krig mellem ateisterne og de religiøse, Mithraics, har ødelagt jorden.

Sådan begynder serien 'Raised by Wolves', som i øjeblikket kører på TNT og har danske Amanda Collin i hovedrollen.

Serien er skabt af Aaron Guzikowski, og instruereres af blandt andre Ridley Scott og hans søn Luke Scott, som begge står bag mange fantastiske produktioner. Amanda Collin spiller androiden Mother, side om side med Abukabar Salim som androiden Father, og Travis Fimmel, som er kendt for sin rolle som den barske viking Ragnar Lothbrok i HBO-serien ’Vikings’.

De fleste kender nok Amanda Collin fra 'Undtagelsen' eller 'En frygtelig kvinde'. Og det var sidstnævnte film, der ledte til den nye rolle som androiden Mother.

 

Om Amanda Collin

Amanda er uddannet skuespiller fra William Esper Studio i New York. Hun har tidligere medvirket i flere danske film og serier, blandt andet Flaskepost fra P, Underverden og senest med hovedroller i ’En frygtelig Kvinde’ og ’Undtagelsen’. Hun blev i 2018 tildelt både en Robert for årets kvindelige hovedrolle og Bodilprisen for bedste kvindelige hovedrolle – begge for rollen som den dominerende Marie i ’En frygtelig kvinde’.

 

Kun 36 timers forberedelse

I 2019 befinder Amanda Collin sig nemlig på filmfestivalen Subtitle Festival i Irland. Festivalen viser europæiske film med engelske undertekster, og her deltager filmfolk fra hele verden. Amanda er inviteret til at deltage med filmen ’En frygtelig kvinde’, og det er netop den film, casteren Kate Rhodes James ser. Efterfølgende tilbyder hun Amanda at komme til casting på 'Raised by Wolves'. Fra da af gik det stærkt.
- Fra jeg hørte om projektet, til jeg lavede castingen, gik der nok 36 timer. Så det var ret intenst; Jeg måtte bare lære replikkerne og møde op.

Der var ikke meget tid til at gå og blive nervøs, men Amanda mener selv, at netop det kan have været til hendes held.
- Det er faktisk næsten den bedste måde, at gå til casting på – man har en åbenhed med sig. Hvis jeg havde haft en uge til det, så kunne der nå at komme alle mulige tanker. Så det var rigtig heldigt!

En kontrastfyldt karakter

Kun seks uger senere står hun i et øde landskab i Sydafrika blandt de smukke, byggede kulisser, som udgør settet. Hun er iført en sølv latex-dragt og klar til at spille rollen som androiden Mother. En karakter, der i sin egenskab af at være androide, fremstår en smule kantet i sin facon og sociale omgang med menneskebørnene, hun opdrager - omend hun også er kærlig.

Inden da havde hun forberedt sig ved at være nysgerrig og stille spørgsmål til den kontrastfyldte karakters personlighed, men Amanda understreger, at udformningen af karakteren er en kollektiv proces mellem skuespillere og instruktør.
- Det ligger tit meget i manus og i scenen. Hele psykologien bag karakteren Mother er jo, at hun er ny i det her. Hun har ingen erfaring og ’bagage’ med sig, ingen veninder, hun kan spørge til råds om børnene, hun lever ligesom fra nu til nu. Så jeg måtte hele tiden selv filtrere og tænke: ’Har hun en følelse omkring det her? Ja, det har hun, hvorfor har hun det, hun kan jo slet ikke have følelser?’. Det er jo vildt sjovt, at arbejde med sådan en karakter.

At arbejde med en levende legende

Arbejdet med Ridley Scott er også noget, Amanda husker tilbage på med glæde. 
- Han gjorde alting lettere for mig. Det er jo en gave, at arbejde med en ’living legend’, og han er rigtig dygtig til det, han laver. For mig handler det meget om, hvorvidt instruktøren kan skabe en tryghed hos dem, som han arbejder med. Få dem til at føle, at de er en del af processen, selvom han har alting inde i hovedet.

Ofte spurgte hun til, hvordan hun skulle spille en scene og fik svaret ’Overrask mig! Jeg elsker overraskelser’ af Ridley Scott.
- Han lagde meget op til, at man skulle være fri i det, og det er jo et enormt trygt fundament for at prøve ting af.

Særligt én episode gjorde indtryk på hende.
- På et tidspunkt bliver jeg meget nervøs for spille en scene, hvor Mother skal skrige. Jeg blev helt lille af at tænke på, at mig, Amanda, skulle skrige foran 250 mennesker på settet, og det blev en barriere. I sådan en situation må man tale med instruktøren, så jeg fik et møde med Ridley, hvor vi bare talte om det, så Youtube-videoer om skrig, gjorde det nemt og hyggeligt, krammer og så afsted og have det sjovt! Det er en tryghed, at man ved, at man kan fejle, og så er der stadig nogen, der griber dig.

En oplevelse at lave egne stunts

Serien er pakket med vilde stunts og nervepirrende action-scener, som især karakteren Mother er en central del af. Også det fik Amanda lov at prøve kræfter med. Hun startede nemlig i en kæmpe hal med fem stuntmænd og -kvinder.
- Det var totalt sjovt! Altså virkelig en drøm! Det er jo meget teknisk og vildt, men jeg prøver at lave så meget af det, som jeg tør, selv.

Det resulterede ind imellem i nogle knubs, men så kunne Amandas stuntpige Christy heldigvis tage over.

- I en af de første scener, hvor jeg er i kamp med Jinn (Mithraics androide, red.), skal han banke mit hoved ned i et bord, og jeg skal tage fra med hænderne. Men jeg bliver så ivrig, at jeg bare fyrer hovedet ned i bordet – det resulterede altså i en flot blå næse! siger hun med et smil.

I scenerne, hvor Mother letter fra jordens overflade og svæver både i tid og fra sted til sted, var Amanda også højtflyvende – i mere end én forstand.

- Der fik jeg en wire på, som skal sidde helt rigtigt i ryggen, og så skal jeg finde det rette tyngdepunkt – og så er der ellers en stærk mand og en kran til resten, griner hun.

Ros blandt fans

Serien høster masser af roser blandt fans og seere af serien i både ind- og udland, og det kommer tydeligt til udtryk på filmdatabasen imdb, hvor serien i øjeblikket scorer flotte 8.0. Lige nu kan streame hele sæson 1 direkte på din TV-boks eller via Canal Digital-appen.

God fornøjelse!

Med vores tilvalgspakke Underholdning får du tilgang til 8 ekstra streamingtjenester (inkl. TNT) med et enormt arkiv med inkluderede film og serier i appen og på TV-boksen.