VM- og EM kvalifikation kun på Kanal 5

Se de danske testkampe, EM- og VM kvalifikationskampe på Kanal 5, som du finder i vores mindste tv-pakke og i HD

Det er netop blevet offentliggjort, at Discovery Networks Danmark har vundet tv-rettighederne til kvalifikationsturneringerne for EM i 2020 og VM i 2022. Rettighederne gælder Danmarks og alle de øvrige holds kampe i turneringerne samt alle Danmarks venskabskampe.

Samtidig omfatter rettighederne adgangen til at vise alle kampene fra nyskabelsen UEFA Nations League. Dermed fortsætter det succesfulde parløb mellem det danske fodboldlandshold og Discovery Networks Danmark, der har haft landsholdets kvalifikationsturneringer på Kanal 5 siden 2014.

8 ud af 10 af de mest sete fodboldkampe på dansk tv

Det danske fodboldlandshold er stadig den klart største seermagnet, når danskerne skal se fodbold. I 2015 var 8 ud af de 10 mest sete fodboldkampe på dansk tv således landskampe. De kampe blev alle vist på Kanal 5, og den populære kombination af fodboldlandsholdet og Kanal 5 kan nu fortsætte med Discoverys køb af tv-rettigheder til kvalifikationsturneringerne til EM 2020 og VM 2022:

”Fodboldlandsholdet er i en klasse for sig, når det gælder sportsrettigheder. Derfor er vi naturligvis lykkelige over, at vi også efter den kommende VM-kvalifikationsturnering på Kanal 5, har sikret os landsholdets kampe. Landsholdet er en central del af vores programstrategi fremadrettet og derfor også en kernerettighed i vores voksende portefølje af sportsrettigheder”, siger Christian Kemp, adm. direktør i Discovery Networks Danmark.

Også hos Discoverys værter, eksperter og øvrige ansatte er der stor tilfredshed med den nye aftale:

"For os i Discovery er det kæmpestort, at vi forsætter med fodboldlandsholdet, som flere af os har været en del af. Vi glæder os enormt til at være med til at støtte Hareides drenge også efter den kommende VM-kvalifikation", siger Brian Laudrup, ekspert på Discovery Networks Danmarks dækning af fodboldlandsholdet med henvisning til, at også den kommende VM-kvalifikationsturnering til VM i Rusland vises hos Discovery.

Ny aftale giver masser af landsholdsfodbold og en helt ny UEFA-turnering

I alt får Discovery retten til at vise ca. 40 landskampe med fodboldlandsholdet med aftalen. De kampe fordeler sig på de to kvalifikationsturneringer til EM henholdsvis VM og en række venskabskampe. Samtidig følger rettighederne til at vise over 1.000 kampe med andre nationer i kvalifikationsturneringerne samt en række venskabskampe.

”Med købet af rettighederne cementerer vi i Discovery vores position som en af de absolut førende inden for sportsrettigheder i Danmark. Vi er stolte af at rykke endnu tættere på landsholdet og følge opbyggelsen af et nyt hold under Åge Hareide,” siger Christian Kemp.

Endelig får Discovery muligheden for at transmittere fra den nye UEFA Nations League, som er en nyskabelse fra UEFA. I UEFA Nations League inddeles de 54 landshold under UEFA i fire grupper efter deres placering på UEFA-ranglisten. Her spiller holdene imod hinanden i en liga-struktur, inden de bedste får mulighed for – efter en knockout-fase – at kvalificere sig direkte til EM i 2020. Kampene i UEFA Nations League spilles i ulige år og første gang i 2019.

Eksklusive rettigheder

Alle landsholdets VM-kvalifikationskampe til VM-slutrunden i Rusland 2018 vil blive vist på Kanal 5.

Oplev det danske fodboldlandsholds kamp for en plads i det fine selskab ved VM i Rusland i 2018. Med Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson ved roret begynder en ny epoke for landsholdet, der skal finde rytmen for at sikre kvalifikation til glæde for hele fodboldnationen. Følg Schmeichel, Agger og Højbjerg på Kanal 5 og oplev et væld af andre store landskampe på 6’eren, Canal 9 og Eurosport 2.

Danmarks bedste kommentatorpar

Peter Piil og Morten Bruun er tilbage efter EM-kvalifikationskampene, og de er tændte og klar til at kommentere det danske landsholdskampe i VM-kvalifikationen på Kanal 5. Under VM blev parret på ekstrabladet.dk udråbt til Danmarks bedste kommentatorpar.